Specialskolen Bramsnæsvig

STU

Ungdomsuddannelse for unge med særlige behov

Beskrivelse af STU

Ungdomsuddannelse for unge med særlige behov (STU). Det er en 3-årig uddannelse. STU er målrettet unge med en udviklingshæmning eller unge med særlige behov i alderen 16 – 25 år, som ikke kan gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse. Ungdomsuddannelsen er tilpasset den enkelte unges behov og afsluttes med et kompetencebevis.

Formål

Formålet med ungdomsuddannelsen er, at unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov opnår personlige, sociale og faglige kompetencer til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt og eventuelt til videre uddannelse og beskæftigelse. Ungdomsuddannelsen indeholder derfor både elementer af almen dannelse, udvikling af særlige evner og interesser samt møder med den praktiske virkelighed. Ungdomsuddannelsen udgør en ny start i den unges liv, hvor muligheder og færdigheder afprøves. Samtidig giver ungdomsuddannelsen den unge tilknytning til et ungdomsmiljø, hvor der kan gøres nye sociale erfaringer.

Hvordan søger jeg om at komme ind på STU-uddannelsen?

Unge, som vil undersøge, om de er i målgruppen til den 3-årige STU, skal henvende sig til deres Ungdomsuddannelses-vejleder (UU-vejleder) i hjemkommunen. UU-vejlederen udarbejder i samarbejde med den unge og forældrene en indstilling, som bliver vurderet af kommunalbestyrelsen i deres kommune. Hvis den unge bliver godkendt til ungdomsuddannelsen, udarbejder UU-vejlederen sammen med den unge og uddannelsesstedet en uddannelsesplan.Uddannelsesplanen skal endeligt godkendes af kommunalbestyrelsen.

Økonomi

Ungdomsuddannelsen er gratis. Uddannelsen er ikke SU-berettiget, men unge over 18 år uden andet forsørgelsesgrundlag, kan søge om uddannelseshjælp i kommunen. STU på Specialskolen Bramsnæsvig kan indeholde nedenstående Ud fra samtaler med eleven og forældre tilrettelægges et individuel STU forløb i samarbejde med UU-vejlederen, som tager udgangspunkt i de ønsker og mål den enkelte måtte have til et videre skoleforløb. Vores STU forløb er meget forskellige – nogle elever bruger en stor del af STU tilbuddet på at udvikle deres kommunikative, motoriske og sansemæssige funktioner, mens andre prøver kræfter med arbejdslivet i forskellige virksomheder, i form af praktik eller opkvalificerer deres faglige kundskaber i fx. dansk og matematik.

Praktik

Al praktik aftales individuelt med eleven og forældre. Der udfærdiges en praktikaftale mellem Specialskolen Bramsnæsvig og praktikstedet, hvori bl.a. elevens mål for praktikken er beskrevet. Alt afhængig af elevens behov aftales praktikforløb af kortere eller længere varighed, og om der skal følge en støtteperson med fra skolen, i praktikken. Undervejs i praktikforløbet er en STU ansvarlig fra skolen i løbende kontakt med praktikstedet. De praktiksteder vi indtil nu har gjort brug af er: Din Købmand i Kr. Såby, Holbæk Bibliotek, Hestepension i Ølstykke, Skov og naturbørnehaven Agersøgård i Ejby, Isefjords Hestepension og Rema 1000 i Holbæk.

Bo-undervisning

Eleverne arbejder med pengeforståelse, budget og økonomi. Vi regner på hvad det koster at flytte hjemmefra, de faste omkostninger og hvordan man laver et budget. Derudover arbejder vi med ADL (almindelig daglig livsførelse) – hvilket bl.a. indebærer læren om tøjvask, personlig hygiejne m.m.

Kost og køkkenhygiejne

Eleven deltager i madlavning, lettere rengøring, køkkenhygiejne, oprydning og planlægning af indkøb. Vi måler temperaturer i køleskab, lærer om hvordan forskellige madvarer skal opbevares og hvilken betydning det har. Vi laver indkøbslister, handler i den lokale Netto og laver tilbehør til frokosten, vasker op og sætter på plads.

Bo-former

Vi besøger et bofælleskab og et bosted og taler om hvor og hvordan man kan bo når man flytter hjemmefra.

Undervisning

I undervisningen er der fokus på faglige kompetencer, kommunikation og vi vægter at alle elever bruger kroppen dagligt og styrkes kognitivt. Vi underviser i fag som fx. samfundsfag, dansk, matematik, musik og tema. Derudover undervises vores elever i social træning. hvor vi bl.a. anvender Trin for trin og Kat-kassen (Kognitiv affektiv træning).

Vi tilbyder dagligt morgensang, fællessamlinger, gåture, løb, træning i gymnastiksal, cykelture, refleksintegration, massage eller sansestimuliprogram, undervisning og sund frokost.

Kulturforståelse er en vigtig del at indholdet i vores ældste klasser. Alle deltager derfor i fællesarrangementer på skolen i forbindelse med skolens årshjul. Disse arrangementer er Skolernes motionsløb i uge 41, Lucia og juletræsfest, julegudstjeneste i december og julefrokost, fastelavnsfest i februar, påskefrokost og traditionelle påskeaktiviteter, forårsfest for de ældste elever på skolen i maj samt sommerfest og dimissionsfest i juni.

Scroll to Top